Category: Ikke kategoriseret

Jeg skiftede i dag min arbejdstelefon til en HTC One, og skiftet fra Nokia har især på de mange kontakter vist sig at være lidt at en bøvlet proces. Men heldigvis hvor der er en vilje er der en vej, og hvorfor bruge 45 min. på hjernedød repetetivt arbejde når man kan bruge dobbelt så lang tid på at finde den “smarte” løsning og yderligere 15 min. på at skrive om det.

Nå problemet lå i at Nokias Suite ikke tillader direkte eksport af deres kontakter, men det tillader sync med windows kontakter og/eller outlook. Desværre skal man fortsat have sin Nokia telefon tilsluttet førend den vil synkronisere fra Nokias proprætære format til windows kontakter, også selvom jeg ikke vil synke telefonen. Men man kan dog drag n´drop hver kontakt ud i mappe, hvor de lander som .vcf, desværre kun en af gangen, og det må nok være den mest underlige restriktion der er lagt i Nokia Suite, men nok om det, det er jo trods alt på vej væk nu. Nu har jeg så alle mine kontakter som .vcf.

Så er det man tænker, “jeg importerer da disse ind i Gmail contacts, synker med telefonen og tadaa.” …men Nej. Google vil her kun indlæse en .vcf fil af gangen, og er derfor ikke så smart som man skulle tro. Så kan man konvertere en mappe .vcf filer til en kommasepareret fil, så google vil æde dem alle på en gang? …Ja, men ikke uden at lede længe efter freeware eller hoste op med noget mønt, for noget software uden begrænsning. Nu er jeg lidt nærrig, så der måtte være en anden vej. Endeligt lurede jeg at man kunne tilslutte telefonen som diskdrev til min pc, kopiere alle .vcf filer til telefonen, husk at deaktivere tilslutningen som diskdrev, gå ind under kontakter og under menu, og administrer kontaktpersoner vælg importer/eksporter kontakter hvis ikke du kan importere fra hukommelseskort er du stadig tilsluttet til PC som diskdrev. Vælg alle .vcf. and presto…

Jeg har altid forestillet mig at hvis jeg fik chancen for fred og ro, ville jeg gribe den og fundere over livets svære spørgsmål, evigheden, lykken og hele tilværelsens perspektiv. Til lyden af Bachs cellokoncerter ville de dybe tanker komme til mig, hvis blot jeg fik roen, tiden og stedet. Og her var jeg så, i et møntvaskeri, en søndag formiddag. Der var ingen andre til stede, blot en enkelt maskine der monotomt tromlede, og mig i en lænestol ventende på at denne maskine skulle blive færdig. Jeg havde min Ipod i ørene, men intet tv, ingen bog, ingen computer eller for den sags skyld børn, venner eller hustru til at forstyrre. Tiden var min. Men desværre måtte jeg konstatere at der er stadig forskel på den person jeg gerne vil være og så den jeg er. For det blev ikke til de dybe tanker, og på min Ipod søgte jeg ikke de smukke toner af Yo Yo Ma’s cello, men valgte i stedet de simple popsange, og en tanke virksomhed der kredsede usædvanligt længe om emner der slet ikke fortjente den tid de fik tildelt. Så muligheden i sig selv er ikke nok, øjeblikkets potentiale opfyldes ikke med garanti. Nå vel, jeg var efterfølgende ikke utilfreds med min tid i vaskeriet, jeg forlod det i usædvanligt god humør og med en indre ro, selv den mest dybsindige tanke ikke kunne have givet mig. Så måske er der noget om at zen findes ikke når man leder efter den, men når man stopper med at søge den kommer den til dig.